Uvildig undersøgelse af supercykelstien på Københavnsvej i Slangerup
Fra "Borgerforslag"
Gå til projektet

Vi, de underskrivende borgere, foreslår, at Frederikssund Kommune igangsætter en uvildig undersøgelse af hele forløbet omkring anlægget af supercykelstien på Københavnsvej i Slangerup.
Baggrund
Anlægget af supercykelstien har medført en række omfattende og problematiske konsekvenser for de berørte grundejere og for lokalområdet:
- Fejlsatte koter har skabt behov for voldsomme terrænreguleringer og omfattende støttemure.
- Indkørsler og adgangsforhold er blevet hævet eller sænket markant.
- Flere grundejere oplever indbliksgener, tab af privatliv og værdiforringelse.
- Borgerne har afdækket, at der ikke er foretaget partshøringer, selvom konsekvenserne er vidtrækkende.
- Projektet rummer en række kritiske forhold, herunder ukorrekt offentlig information, manglende dispensationer og tilladelser, ændringer i projektgrundlaget, manglende sikkerhedsforanstaltninger og et stærkt overskredet budget.
På trods af disse forhold har borgerne oplevet, at der mangler reel dialog, gennemsigtighed og ansvarstagen fra kommunens side.
Formål
Formålet med forslaget er at sikre, at der gennemføres en uvildig, ekstern undersøgelse af:
- Projekteringsgrundlaget og de faglige forudsætninger.
- Forløbet med opmåling, kotefejl og efterfølgende håndtering.
- De konsekvenser, som projektet har haft for borgerne og lokalområdet.
- Kommunens rolle, beslutningsgrundlag og informationsniveau i processen.
Hvorfor en uvildig undersøgelse?
En ekstern undersøgelse vil kunne:
- Skabe gennemsigtighed og dokumentation.
- Sikre, at fejl og mangler bliver afdækket.
- Lægge et retvisende grundlag for eventuelle løsninger og fremtidige projekter.
- Genskabe tillid mellem borgere, kommune og politikere.
Afslutning
Vi accepterer, at supercykelstien er anlagt, men vi kræver, at der nu bliver sat lys på, hvorfor projektet er endt med så alvorlige konsekvenser for borgerne – og at ansvaret placeres på baggrund af fakta.
Derfor foreslår vi, at Frederikssund Kommune beslutter at igangsætte en uvildig undersøgelse af hele forløbet.
